Spil kajakpolo i Kalundborg!

Kajakpolo er en sport med masser af fed energi og holdånd. Det er en sublim måde at lære teknikken i at styre en kajak, imens der er et helt hold af engageret holdkammerater til at støtte en. Oven i hatten får man trænet sin styrke, kondition og koordination til nye højder.

Vi er ved at få et juniorhold i polokajak op og stå, så er du ung, kan du også være med.

Hvornår?

I løbet af sommersæsonen træner vi mandag og onsdag. Vi mødes typisk omkring kl 16:30 ved roklubben og træner til vi er trætte. (kl 18-19)

Når vintersæsonen sætter i gang låner vi Kalundborg Svømmehal. Tiderne er ikke altid faste, men typisk har vi tider om aftenen mandag (kl. 20:00 – 21:30 ) og fredag (kl 18:00-19:30).

I vintersæsonen slutter vi typisk træningen af med en sodavand eller øl, imens vi på flotte aftener i sommerhalvåret kan finde på at finde grillen frem, så man sammen kan få ny energi i efter træningen.

Forberedelse

Klubben stiller næsten alt til rådighed, det eneste du skal huske er derfor: Badetøj, sports-T-shirt og håndklæde. (Frivilligt: sokker & våddragt)

Klubbens udbyder: Kajak, spraydækken, pagaj, redningsvest, (våddragt), hjelm, bolde og mål.

Derudover skal du være forberedt på at blive våd.

Har du lyst til at se eller prøve kajakpolo, så kig forbi eller kontakt kajakudvalget.

Liga!

Vi har et hold bestående af spillere fra både Holbæk og Kalundborg roklubber. Holdet ligger godt placeret i toppen af 1. division for hold i Danmark, som i 2019 deltog i LIGA-turneringerne, som er den bedste række i Danmark.

Hvad er kajakpolo?

Kajakpolo er en forholdsvis ny sport i Danmark. Dens popularitet er vokset voldsomt i løbet de sidste 10 år. Den seneste udvikling er, at folk betaler for en times spil på samme måde som de køber en time i en gokart. I kalundborg Roklub og mange andre kajak- og roklubber landet over har man dog taget sporten til sig som en del af rosporten, som giver nye muligheder i klubben.

Spillet går ud på, at der er 4-6 spillere på hvert hold. Der skal scores på to mål, som hænger oppe i luften. Under spillet bruger man både pagajen og hænderne til boldkontakt samtidig med, at det er tilladt at tackle og vælte en modstander. Det er derfor en nødvendighed, at man lærer mange færdigheder i en kajak deriblandt at lave et rul.